Kom nu!

Vis os, hvad du ikke er så god til

Stop med at være bange for, at folk finder ud af, at du ikke er så klog. Det ved de sikkert allerede… 😄

Giv nu slip på den der angst for at vise, at du ikke er så klog, som du gerne vil have folk til at tro! Det er INGEN af os.

Verden er kompleks, og du vil aldrig – ikke nu, og aldrig i fremtiden – være i stand til at kende alle de parametre, der kan påvirke dine beslutninger. Kend din Kierkegaard og tro på, at ”livet skal leves forlæns, og forstås baglæns”. Det gør faktisk livet uendeligt meget lettere at leve, og du bliver et meget, meget mere behageligt menneske at omgås.

”Jo mere leder, jo mindre behøver jeg at spørge”

– eller: Definitionen af vrangforestilling

Der findes et paradoks, som jeg ofte støder på i mit arbejde ude i virksomhederne: Det virker som om mange ledere, i takt med lederrollen, gror ind i en overbevisning om, at når man er leder, skal man holde op med spørge så meget og dermed demonstrere, at der er noget, man ikke ved.

Det er i sig selv beskæmmende – for når man holder op med at stille spørgsmål, så bliver man aldrig klogere. Og det gør organisationen heller ikke.

Og hvad værre er: Jo højere op i organisationen, man kommer, jo mindre ser man ud til at ønske at blive forstyrret i sine antagelser.

Få Pippi-power ind i jeres virksomhedsliv

Min vision er at hjælpe virksomheder til at skabe en kultur, hvor Pippi-power er en fast forankret kollektiv overbevisning.

Hvor vi har møder og dialoger, hvor vi opmuntrer hinanden til at dele halvfærdige idéer, og lade andre bygge videre på dem.

Hvor vi tør dele vores drømme om, hvad vi gerne vil opnå – alene og sammen med andre.

Og hvor vores kolleger opmuntrer os under træningen og udviklingen af vores potentiale.

Det har jeg aldrig prøvet før, så det tror jeg godt, jeg kan

Pippi

Ville Pippi trives hos jer?

Jeg foreslår, at I til jeres næste møde i teamet eller i ledergruppen beder alle svare på dette spørgsmål:

”Hvad kunne jeg godt tænke mig at arbejde på at udvikle hos mig selv, som kommer hele vores team til gode? – som jeg gerne vil have jeres støtte til og evaluering af?”

Prøv det, og se hvad der sker!

Svarene på spørgsmålet giver jer en god indikation af, hvordan Pippi-Power har det hos jer.

Er folk tøvende og forsigtige, måske endda modvillige til at svare, så er det fordi der mangler noget i jeres kultur.

I bedste fald bare træning i at stille og svare på den type spørgsmål. I værste fald tillid til hinanden – og måske også til ledelsen (det er utrygt at dele fejl, uvidenhed og manglende kompetencer, det kan have konsekvenser).

Men er kulturen understøttende, kan der ske et boost i teamets udvikling og performance – for ikke at tale om den motivation, arbejdsglæde, trivsel og overskud, det skaber.

Prøv det. I kan godt, selv om I ikke har prøvet det før!