Glem det med at være interessant! Vær interesseret!

Et enkelt spørgsmål bringer gør dig til den bedste samtalepartner

Taler du hjertensgerne om dig selv? Længe? Eller synes du fester er hårde at komme igennem, fordi du hader smalltalk? Her er en artikel for dig, hvis du gerne vil huskes for at være den bedste bordherre/borddame ever!

I dette blogindlæg giver jeg dig et af de råd fra den fra e-bog, jeg skrev for nogle år siden: ”6 ting, du ikke vidste om at bruge dig selv bevidst og målrettet i relationer”. Bogen handler om at skabe bevidsthed om, hvordan du virker på andre mennesker, og kan bruge det til din fordel.

Det kræver noget viden om, hvordan mennesker virker i al almindelighed, og derfor indeholder dette blogindlæg:

  • Noget om spejlneuroner – og hvordan du kan være opmærksom på, hvad du bliver påvirket af ubevidst
  • Hvordan du kan få andre til at synes, at du er et skønt og dejligt og interessant menneske – ved at stille simple spørgsmål og bruge spejlneuronerne i din favør

Noget om spejlneuroner

– og hvordan du kan være opmærksom på, hvad du bliver påvirket af ubevidst

Noget af det nye inden for hjerneforskningen er studiet af de hjerneceller, der på dansk har fået navnet ”spejlneuroner”.

Navnet beskriver, at disse hjerneceller kan kopiere eller ”spejle” de virkninger, som foregår i omgivelserne af andre. Dvs. at når du oplever et andet menneskes adfærd og følelser, så vil dine spejlneuroner ”spejle” dette og via samspil med dine egne hormoner og hjerneimpulser give dig følelser og oplevelser, der svarer til den person, du spejler. Og nej, det gælder ikke kun spædbørn – men de er et glimrende eksempel på denne kommunikation, der foregår uden ord og forklaring.

Eksistensen og virkningsmekanismerne af ”spejlneuronerne” kan give en naturlig forklaring på mange fænomener, som vi har beskrevet som ”empati”, ”medfølelse”, ”intuition” og lignende. Spejlneuron-effekten kan også begrunde talemåder som ”at være på bølgelængde”, ”at have samme kemi”, ”jeg følte mig godt tilpas sammen med ham” etc.

Spejlneuronerne spejler alle følelser, der skabes af adfærd og kropssprog. Så hvis du selv af natur er tilbageholdende, lukket, privat, ikke så talende, sur, vred, nedtrykt, uengageret eller lign., så kan du regne med, at du vil have denne effekt på andre.

Det er vi selvfølgelig alle sammen indimellem, og det kan være svært energikrævende at ændre sin adfærd til at være storsmilende, slå begejstret ud med armene og fortælle spændende historier og hylesjove vittigheder, hvis man slet ikke er til det. Men her er det så Bordherre-testen kommer dig til hjælp. For der skal du slet ikke være på – ret meget.

Du skal ikke være interessant, bare vær interesseret! Så skal det hele nok gå.

Øvelse:

Bordherre/borddame-testen: Kan du skabe ”Shiny Eyes” hos andre?

Kender du det at blive placeret med en bordherre (eller borddame), der taler og taler om sig selv? Alt det spændende, som de er eller har oplevet eller har tænkt sig at gøre. Og man ender med at have lyst til at skrige…

Eller omvendt, en bordherre/-dame, hvor al samtale dør efter et par sætninger. Det er heller ikke rart.

I begge tilfælde sidder man med oplevelsen af, at man selv er inderligt uinteressant, og det er ikke noget godt udgangspunkt for at skabe en forbindelse til en person. Ofte afskriver man disse mennesker som nogen, man ikke har lyst til at have i sit netværk – men tænk nu, hvis de faktisk besad noget, som du kunne opdage og bruge senere?

Omvendt, så fandt de jo ikke noget interessant hos dig, for samtalen blev underligt uengageret. Og når der ikke har været noget i en samtale, der rører ved følelser, så er den glemt igen lige så hurtigt som du har smidt tøjet til vask efter festen.

Skab shiny eyes!

I al sin simpelhed: Få deres øjne til at skinne!

Få dem til at tale om noget, som virkeligt har betydning for dem.

Drop at snakke om jobbet, hvis det er tydeligt, at de ikke er glade for det. Smalltalk ikke i øst og vest om alt muligt. Brug det som indledning til jeres snak, og spørg så til, hvad der interesserer dem. Virkeligt meget.

Når du finder det, som de er passionerede om, så vil du kunne se deres øjne skinne. Du kan mærke energien i dem stige. Og at det påvirker dig. Pludselig har I en snak, hvor I glemmer tid og sted, fordi det er interessant med den dér passion, og pludselig er det tid til kaffe.

Det fede ved denne her lille simple teknik er: Denne person husker dig som et af de mest interessante og likeable mennesker, han/hun har mødt! For du interesserede dig for det, der optager dem mest.

Det endnu bedre ved denne øvelse er, at det er supernemt! Du overhovedet ikke behøver have nogen viden eller forudsætninger for det, de taler om. Du behøver ikke engang interessere dig for det – du skal bare være interesseret, når I taler om det. Der er intet, der får folk til at kunne lide dig mere end når du er en engageret lytter og får dem til at snakke om det, som de holder allermest af.

Stil ikke kedelige spørgsmål

Bliv i stedet verdens bedste borddame/bordherre

De fleste spørger: ”Og hvad laver du så?”. Men da kun ca. 25% af danskerne er topmotiverede for deres job, kan den samtale godt blive lidt flad.

Men så smider du det bedste spørgsmål i verden på bordet.

”Hvad interesserer egentlig dig allermest?”

Og pludselig er I ude i en snak om motorcykler eller orkideer eller slægtsforskning. Og så er det bare at fortsætte samtalen med ”nej, hvor spændende!”, ”fortæl mig mere om det” og ”hvor ved du meget, hvor får du al den viden fra?” og den slags. Smil og nik og vigtigt! Lad dig gribe af stemningen. Vær ægte interesseret – ellers får det den modsatte effekt. Ingen ønsker at blive narret til at tale.

Prøv det!

Det ligger lige for at øve dig ved den næste sociale event. Prøv det! Oplev, hvad der sker. Og glæd dig over de gode oplevelser.

Den bedste bordherre/borddame var den, der fik dig til at tale og dine øjne til at skinne! Sådan vil du blive husket.

God fornøjelse!