Hvad jeg gerne vil give videre
Igennem mange års konsulentarbejde er det blevet tydeligt for mig, at uanset hvilke teorier eller værktøjer, som virksomheder vælger at arbejde med, så er der kun én faktor, der er afgørende for succes – nemlig den menneskelige.
Jeg har studeret måden, vi virker på over for andre mennesker i 20 år, og underviser ledere i at skabe nye resultater via “personafhængig adfærd”.
Det vil sige: Vid, hvem du har med at gøre, og tilpas din adfærd og kommunikation – så får du de resultater, du ønsker.
Jeg er imponeret over, hvor meget vi kan opnå ved at “skabe os bevidst”, og samtidig dybt ydmyg over for den påvirkning, vi kan øve på andre mennesker, når vi kender “grebene” – viden og værktøjer.
Det er en balance mellem målstyring og manipulation at kende til mennesker, og derfor er etik, moral og kendskab til egne skyggesider og motiver en del af min undervisning og træning af ledere.
Jeg har alle dage været fascineret af den menneskelige hjerne, og er passioneret adfærds- og relationsudforsker.
Det har også været omdrejningspunktet for mit arbejde de sidste 25 år, og jeg bliver aldrig træt af det. Den menneskelige psyke og alle dens facetter er det mest spændende, jeg ved, og jeg er altid i gang med at udforske ny viden, der kan gøre os klogere på hinanden, og give den videre, så den gør nytte.
Jeg elsker at lære nyt, er hele tiden på en rejse i viden og læring – og alt, hvad jeg lærer og ved, ønsker jeg at give videre til mine kunder.
Jeg kombinerer viden om mega trends, der definerer fremtidens nødvendige kompetencer, med viden fra en lang række praktiske og psykologiske værktøjer, og giver det videre i de doser, den enkelte leder, ledergruppe eller team har brug for.